Peter Sand forlader Bimco
En af de mest respekterede analytikere i shippingbranchen, danske Peter Sand, der de sidste 10 år har været chefanalytiker i den internationale shippingorganisationen Bimco, forlader nu jobbet for at blive chefanalytiker i norske Xeneta.
Ud over at være kendt i shippingbranchen, er Peter Sand også et kendt ansigt i nyhedsudsendelser fra store TV-stationer som CNN, BBC, CNBC og Bloomberg, der ofte gør brug af hans ekspertise.
Peter Sand er uddannet økonom fra Københavns Universitet, og har blandt andet været analytiker i Rederiet Norden.
”Jeg er så heldig at blive en del af Xeneta-teamet på et tidspunkt, hvor virksomheden oplever vækst og fremdrift", siger Peter Sand i en kommentar til Tradewinds.
Xeneta opsamler data om containerraternes udvikling. Blandt de selskaber, der leverer data til Xenetas database, er ABB, Electrolux, Continental, Unilever, Lenovo, Nestle, L’Oréal, Thyssenkrupp, Volvo Group og John Deere.
Peter Sand tiltræder sit nye job den 1. november.
Redaktionen