Panamakanalen får nye sluseporte
Udvidelsen af Panamakanalen er kommet et skridt videre. Fire nye sluseporte er nemlig ankommet, transporteret dertil ombord på post-panamax-skibet Xia Zhi Yuan 6, der ejes af Cosco Ocean Shipping.
Forsendelsen af de nye sluseporte begyndte i Trieste, Italien, den 17. august, inden skibet krydsede Atlanterhavet. Nu er de fire sluseporte ankommet til Panamakanalens indsejling, hvor de foreløbig bliver opstillet på en midlertidig dok. Der mangler endnu en enkelt forsendelse, og når den er ankommet, vil alle 16 nye sluseporte være ankommet til Panamakanalen.
To af de fire porte er 57,6 meter lange, 10 meter brede og 31,92 meter høje, og de vejer hver især 4.163 ton. De to andre porte er 57,6 meter lange, 8 meter brede og 22,3 meter høje, og de vejer hver især 2.867 ton.
Udvidelsen af Panamakanalen er på nuværende tidspunkt 79 procent færdig. Udvidelsen betyder blandt andet, at der bygges et tredje spor, som tillader passage af større skibe. Det vil fordoble Panamakanalens kapacitet.
Kilde: Panama Canal Authority