Oslo-ruten skal have ny direktør
Kim Heiberg, der har stået i spidsen for Gotlandsbolagets relancering af København-Oslo-ruten, forlader sin stilling som direktør for Go Nordic Cruiseline. Ifølge rederiet skal der nu nye kræfter til.
Kim Heiberg fratræder af som chef for Go Nordic Cruise Line.. Foto: Gotlandsbolaget
Kim Heiberg har stået i spidsen for ruten siden Gotlandsbolagets overtagelse af Oslo-ruten fra DFDS i 2024. I perioden har selskabet blandt andet gennemført omfattende renoveringer af de to færger, lanceret det nye brand Go Nordic Cruiseline og gennemført den fulde overgang fra DFDS' systemer og organisation.
Ifølge rederiet skyldes direktørskiftet, at selskabet går ind i en ny udviklingsfase.
“Kim trådte ind i rollen med uvurderlig viden om produktet og markedet fra hans 27 år i DFDS, herunder syv år som direktør for ruten. Han har været ansvarlig for ruten i de første kritiske år, hvor vi etablerede produktet og organisationen samt gennemførte transitionen ud af DFDS,” siger Anders Boman, bestyrelsesformand for Go Nordic Cruiseline i en pressemeddelelse.
Arbejdet med at finde en afløser er i gang, og Kim Heiberg fortsætter i stillingen hen over sommeren.
“Vi ser et stort potentiale i ruten, og vi fortsætter med at videreudvikle gæsteoplevelsen med målet om samtidig at øge passagerantallet og forbruget om bord," fastslår bestyrelsesformanden.
-emte
