Opklaring af DFDS-brand kan tage et år
Den undersøgelse af årsagen til branden om bord på DFDS færgen Dieppe Seaways tidligt i denne måned, hvor tre brandfolk og seks besætningsmedlemmer måtte på hospitalet for at blive behandlet for brandsår, kan tage op til et år at gennemføre.
”Undersøgelsen kan være afsluttet på et hvilket som helst tidspunkt. Det afhænger af, hvad der er sket og hvor lang tid, det tager at få samlet oplysningerne sammen. Vi har et par undersøgelser, der har kørt hele det seneste år”, siger en talsmand for MAIB til Dockside.
The Marine Accident Investigation Branch (MAIB) har igangsat en undersøgelse af branden, der brød ud i maskinrummet på Dieppe Seaways torsdag den 1. maj.
Tre brandmænd, fra brandstationerne i Dover, Ramsgate og Aldington, fik alvorlige forbrændinger i hovedet og på armene på grund af stikflammer, der skyldtes en eksplosion af overophedede røggasser.
De tre brandfolk blev først kørt til det lokale William Harvey Hospital, men måtte senere overføres til en specialafdeling for brandsår på East Grinstead Hospital.
Alle passagerer kunne i god behold forlade Dieppe Seaways, efter at skibet havde lagt til kaj i Dover. Omkring 45 brandfolk og en halv snes brandslukningskøretøjer deltog i bekæmpelse af branden.
Kilde: Dover Express