Omstruktureringer dyrt for Wärtsilä i 2012
Wärtsilä Danmark havde i 2012 en omsætning på 272,8 millioner kroner og et underskud på 42,6 millioner kroner. Resultatet skyldes engangsudgifter til omstruktureringer på godt 38 millioner kroner. Allerede for 2013 forventer virksomheden at få overskud. Resultatet betegnes som utilfredsstillende.
”Det er meget utilfredsstillende at stå med et årsregnskab for 2012 med et minus på godt 42 millioner kroner. Men resultatet er på niveau med vores forventninger, da vi i starten af 2012 valgte at igangsætte en række massive og omkostningstunge forandringer”, siger direktør Claus Vogel.
Wärtsilä Danmark havde i 2012 en omsætning på 272,8 millioner kroner og fik et underskud på 42,6 millioner kroner (EBIT) mod et underskud på 43,2 millioner kroner i 2011. Mens underskuddet i 2011 var et driftsunderskud, begrænser det reelle driftsunderskud i 2012 sig til 4,5 millioner kroner.
Wärtsilä Danmark, der er en del af den globale finske Wärtsilä-koncern med i alt 19.000 medarbejdere, har gennemført en markant turnaround i 2012. Virksomheden har blandt andet lukket værftsaktiviteter i Hirtshals og er ved at flytte sit hovedkontor til Aalborg.
”Vi vil huske 2012 som et år, der gjorde ondt, og som et år hvor vi måtte sige farvel til en række dygtige medarbejdere. Vores mangeårige aktiviteter i Hirtshals er nu lukket ned, og vi står med en målrettet og fremtidssikret strategi for fremtiden”, siger Claus Vogel.
Claus Vogel ser lyst på fremtiden og forventer overskud allerede i 2013. Driften er blevet yderligere optimeret og effektiviseret. Der er indgået et stigende antal længerevarende serviceaftaler, og man nu mærker en stigende efterspørgsel efter flere af de energibesparende miljøvenlige produkter, som koncernen har investeret betydelige summer i at udvikle de seneste år.
Wärtsilä Svanehøj (tidl. Hamworthy Svanehøj) i Svenstrup ved Aalborg i 2012 er blevet et søsterselskab til Wärtsilä Danmark. De to selskaber administreres separat.
Kilde: Wärtsilä Danmark A/S
