Oliekatastrofe kan styrke Maersk Oil
Maersk Oil er særdeles dygtigt til netop den slags dybvandsboringer, der gik galt for BP på Deepwater Horizon, og det kan betyde konkurrencemæssige fordele, hvis reguleringen fremover bliver strammere. Det vurderer Sydbanks senioranalytiker Jacob Pedersen
"Deepwater Horizon skete jo på dybt vand, og det er netop et af de områder, hvor Maersk Oil er stærkere end konkurrenterne. De er netop gode til at lave brønde, som har karakteristika som Deepwater Horizon. Man kan sige, at hvis man skulle forbyde alt à la Deepwater, så ville det ramme Maersk forholdsvis hårdere end alle andre. Men da de er særligt gode til det, kan det give en relativ fordel. De har nogle kompetencer, man skal lede længe efter at finde andre steder i sektoren", siger Jacob Pedersen til RB-Børsen.
Maersk Oil er blandt verdens 25 største ikke-statsejede olie- og gasproducenter. For at det skal fastholdes eller udbygges, er netop katastrofeområdet ved den amerikanske sydkyst af stor betydning for Maersk Oil fremover, konstaterer Sydbank-analytikeren.
"Man kan næsten sige, at den Mexicanske Golf, hvor uheldet er sket, det er et af de steder, der skal være Maersks hjemmebane, når man kigger fremad. De har en del efterforskninger der i øjeblikket", siger Jacob Pedersen.
Kilde: nordnet.se
