Ny bilbrand - nu på Scandlines færge
Der opstod fredag aften ved 20.30-tiden brand om bord på Scandlines færge Mecklenburg-Vorpommern, der sejler på ruten mellem Rostock og Trelleborg. Branden brød ud i en minibus på vogndækket, og bredte sig hurtigt til flere andre biler.
Færgen befandt sig kort før indsejlingen til Rostock da branden blev opdaget, og besætningen gik straks i gang med at slukke branden. Mandskabet kunne dog ikke forhindre at minibussen, der stod på en lastbil, udbrændte totalt. Og så andre biler der stod på lastbilens lad, samt endnu en lastbil, blev beskadiget. Ifølge rederiet skete der ingen skade på færgen. Heller ingen mennesker kom til skade.
Ved ankomsten til Rostock fik besætningen hjælp fra brandvæsenet til at slukke branden. De 136 passagerer kunne uden problemer forlade færgen, og også vogndækket blev tømt.
Færgen var dog ikke i stand til at returnere til Trelleborg. Først lørdag aften var færgen klar til at sejle igen.
De tekniske undersøgelser er afsluttet, men resultatet er ikke offentliggjort. Det vurderes dog, at der med stor sandsynlighed var tale om en teknisk defekt i minibussen.
Kilde: MaritimHeute.de