Norden chartrer syv handysize tankere
Det danske rederi Norden har ifølge TradeWinds tilsyneladende chartret op til syv moderne Handysize produkttankskibe for et år fra det tyrkiske rederi Geden Line.
Det drejer sig om skibene: Single, Sky, Silent og Star 1, bygget i 2007, samt Stone 1, Style og Steel, der er bygget i 2008, alle på 37.000 DWT: Norden skal efterforlydende betale 14.000 dollar pr. dag for hvert af skibene, der har isklasse 1A.
Norden har ifølge TradeWinds også chartret en 50.000 DWT MR-tanker fra græske Top Ships i fem år. Skibet bliver først leveret fra Hyundai Mipo Dockyard i 2016. Det er chartret for 16.800dollar pr. dag.
Nordens tankskibe opereres af Norient Product Pool med hovedsæde i Hellerup. Selskabet ejes med 50 procent til hver af Interorient Navigation Company Ltd and Dampskibsselskabet NORDEN A/S. Norient opererer en flåde på 84 fartøjer og har seks nybygninger i ordre.
Kilde: TradeWinds