Molslinjen bygger elfærge til Fanø-ruten
Kapaciteten på Fanølinjen skal udvides og samtidig have en grønnere profil. Det er baggrunden for, at ejeren af ruten, Molslinjen, nu har bestilt en ny elfærge på Hvide Sande Shipyard, der skal sættes i drift i sensommeren 2021. Samtidig skal en elektrificering af de nuværende færger undersøges.
Arkivfoto..
”El-færger er bedst til kortere ruter, hvor der ikke skal sejles hurtigt. Derfor har det været oplagt for os at se på, hvordan vi på én gang kunne løse problemerne med kapaciteten og samtidig få gjort færgedriften mere grøn”, forklarer Molslinjens administrerende direktør, Carsten Jensen i en pressemeddelelse.
I samarbejde med Fanø Kommune er der lagt en plan, hvor muligheden for at ombygge de nuværende færger, Fenja og Menja til el-drift også skal undersøges. Færgen Sønderho udfases, når den nye er færdig.
”Jeg er meget stolt over, at Molslinjen og Fanø Kommune går forrest i omlægningen til el-færger. Det har stor betydning for vores CO2-udledning og for den grønne omstilling. I første omgang med en ny el- færge, men forhåbentlig også med ombygning af Menja og Fenja, så vi om nogle år har tre el- færger” udtaler borgmester Sofie Valbjørn.
Den nye færge, som finansieres ved en mindre stigning i billetpriserne, skal sejle helt elektrisk, men bliver også udstyret med backup, så øens livline kan fungere under alle forhold.
En ny færge giver mulighed for tre-færgedrift, og derfor vil Molslinjen forestå en udgravning af sejlrenden, så det bliver muligt for to færger at passere hinanden, der hvor sejlrenden udvides. Fanøfærgerne vil i 2019 have sejlet omkring 32.500 afgange og medbragt mere end 1.8 millioner passagerer.
Kilde: Molslinjen