Minister: Brug for endnu flere maskinmestre
Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind var keynote-speaker ved åbningen af Maskinmestrenes Forenings erhvervskonference Ajour 2017, der torsdag og fredag finder sted i Odense Kongrescenter.
”I fremtiden vil 40 pct. af de arbejdsopgaver, som i dag varetages af mennesker, blive automatiseret. Alt tyder på, at der kommer flere maskiner til end nogensinde før. Og med flere maskiner vil vi også få behov for flere maskinmestre, som kan finde ud af at betjene dem2, sagde Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind.
”Andre uddannelser kan lære af maskinmesteruddannelsen. Der findes studier, hvor man teoretiserer i et væk. Og når man så spørger folk, om de kan bruge det, de har lært til noget i deres job, så er det kun 2/3, der svarer bekræftende. Sådan er det ikke på maskinmesteruddannelsen”, sagde Søren Pind.
”Så kære maskinmestre, I har grund til at være stolte af jeres uddannelse. Men den er også udfordret af ny teknologi og et arbejdsmarked i hastig forandring. Derfor skal det tætte samarbejde med erhvervslivet fastholdes og udvikles, så vi også om 50 år har maskinmestre, der ikke bare er tekniske begavelser, men også kan tænke kreativt, innovativt og på tværs af fagligheder”, sagde ministeren.
Kilde: Maskinmestrenes Forening