MHI Vestas lander spændende mindre ordre
MHI Vestas har underskrevet kontrakt med Two Towers Consortium til Borssele V på levering af to V164-9.5 MW møller. Projektet skal teste ny overgangsteknologi mellem monopæl og overgangsstykke og afprøve øko-design for erosionsbeskyttelse for at fastslå effekten på havmiljøet.
”Vi er meget stolte af, at Nederlandene skal være hjem for vores næste testprojekt. Borssele V bekræfter endnu en gang, at MHI Vestas løbende vil drage erfaringer og samarbejde med industripartnere om innovationer, som vil fremme vores kollektive viden og drive vores industri fremad”, siger MHI Vestas’ Chief Technology Officer, Torben Hvid Larsen.
Two Towers Consortium, der består af Van Oord, Investri Offshore og Green Giraffe Holding, vandt udbuddet om at udvikle deres projekt på det nederlandske innovationssted i april 2018 og informerede straks om, at man havde valgt MHI Vestas som den foretrukne mølleleverandør.
For MHI Vestas er dette det femte havmølleprojekt i Holland. Efter installation af Borssele V turbiner har mølleproducenten installeret 218 turbiner og 1,1GW i hollandske farvande. To-turbine-projektet er planlagt opført i 2020.
Redaktionen