Maritime uddannelser giver jobgaranti
For mange nyuddannede er det rigtig svært at finde et arbejde, så når man står og skal vælge uddannelse, skal man tænke sig godt om. Et godt bud er at vælge en maritim uddannelse, for her er der noget nær jobgaranti. Det viser en ny liste over de 10 uddannelser, hvor ledigheden blandt de nyuddannede er lavest.
Den uddannelse, som topper listen, er maritim transport og skibsledelse, som er den eneste uddannelse på listen, hvor der er noget, der kan kaldes jobgaranti. Ingen af de nyuddannede er ledige et halvt år efter, at de har afsluttet deres uddannelse. Professionsbacheloruddannelsen til skibsofficer tager fire år med mulighed for at fortsætte på overbygningen til seniorofficer. Skoleperioderne foregår hos Simac i Svendborg.
Længere nede af listen finder man desuden maskiningeniøruddannelsen, der som bekendt også kan vinkles til at have et maritimt indhold. Her er det kun ni procent af de nyuddannede, der er ledige seks måneder efter, at de har afsluttet deres uddannelse.
Kilde: finans.dk