MAN skal levere motorer til LNG-skibe
MAN Diesel & Turbo har fået en ordre på fire MAN B&W 5G70ME-GI motorer i forbindelse med, at sydkoreanske Daewoo Shipbuilding & Marine Engineering Co. Ltd. skal bygge to LNG-skibe for BW Group. Motorerne skal leve op til IMO Tier II med mulighed for at opgradere til Tier III senere.
Skibene, som skal leveres i slutningen af 2017 eller starten af 2018 repræsenterer den anden LNG ME-GI kontrakt for DSME efter en tidligere ordre indgået i 2012.
Det, at motorerne skal leve op til IMO Tier III betyder, at NOx-udledningen skal reduceres med 80 procent i forhold til Tier I inden for ECA-områderne. For at overholde dette krav anvender MAN Diesel & Turbo et SCR-system (Selective Catalytic Reduction) og EGR (Exhaust Gas Recirculation), som sørger for at recirkulere en del af udstødningen fra motoren tilbage til motorcylinderne.
ME-GI motoren er kulminationen på mange års arbejde, fremhæver MAN Diesel & Turbo, og giver skibsredere og operatører mulighed for at vælge bunkerolie eller gas afhængigt af prisen og hvad der er til rådighed. MAN Diesel & Turbo ser gode perspektiver i gasdreven tonnage, efterhånden som brændstofpriserne stiger og udstødningsgrænserne skærpes. Forskning tyder på, at ME-GI motoren i betydeligt omfang reducerer udslippet af CO2, NOx og SOx. I det hele taget er ME-GI motoren den mest miljøvenlige teknologi, der er til rådighed, fremhæver MAN Diesel & Turbo.
Kilde: MAN Diesel & Turbo