Maersk udvider sin kapacitet i Vestafrika
Maersk har åbnet et nyt containerdepot i Kribi i Cameroun med en kapacitet på 1.500 TEU. Investeringen skal styrke selskabets logistikinfrastruktur i Vestafrika og forbedre containerkapaciteten for import- og eksportkunder.
Foto: Maersk
Det nye depot dækker 16.000 kvadratmeter og tilbyder blandt andet opbevaring, godshåndtering, toldinspektion samt håndtering af kølecontainere. Samtidig får kunderne adgang til Maersks digitale løsninger til booking, tracking og overvågning af containere.
Kribi er en voksende dybvandshavn, som både betjener Cameroun og markeder i nabolandene.
”Ved at reducere logistiske flaskehalse kan vi sammen med vores kunder bidrage til stærkere vækst i Camerouns økonomi,” siger Franck Dedenis, Managing Director for Maersk Area West Africa.
Med åbningen i Kribi råder Maersk nu over otte egne containerdepoter i Vestafrika. Dertil kommer mere end 20 depoter drevet af eksterne partnere. Selskabets depottjenester er tilgængelige i ti vestafrikanske lande.
Maersk peger i pressemeddelelsen på voksende transportmængder og utilstrækkelige investeringer i havne- og landinfrastruktur som årsag til, at selskabet fortsætter med at investere i terminaler, depoter og lagerkapacitet i regionen.
-emte
