Maersk Tanker overskud på 614 mio. kr.
Maersk Tankers, offshore og anden skibsfart fik i 1. kvartal et overskud på 614 millioner kroner mod 476 millioner kroner i 1. kvartal 2009. Omsætningen steg en anelse til 7.512 millioner kroner fra 7.347 millioner kroner i 1. kvartal 2009.
Maersk Tankers
Som følge af den kolde vinter steg raterne for Gruppens råolie- og mindre produkttankskibe i begyndelsen af 2010. Raterne for første kvartal var dog i gennemsnit under samme periode 2009.
Nettotilgang af ny tonnage var i første kvartal mindre end forventet, grundet forsinkelser og udskydelser i levering af nybygninger samt øgede ophugninger af enkeltskrogede tankskibe. For de større råolietankere (VLCC) var nettotilgangen for de første tre måneder af 2010 under 1 procent af den globale flåde og dermed lavere end stigningen i efterspørgslen, hvilket havde en positiv effekt på raterne.
I markedet for gasskibe betød den fortsat svage efterspørgsel, at raterne forblev på et historisk lavt niveau.
Maersk Tankers tog i første kvartal 2010 levering af et middelstort produkttankskib (Handysize). I samme periode solgtes et stort råolietankskib (VLCC) og et stort produkttankskib (LR2). I resten af 2010 forventer Maersk Tankers at tage levering af fem egne skibe, mens yderligere tolv skibe er i ordre til levering i 2011-2012.
Segmentresultat eksklusive salgsavancer, nedskrivninger, hensættelser og integrationsomkostninger blev for første kvartal 2010 negativt med USD 1 mio. mod positivt med 45 millioner dollar i samme periode 2009. Resultatet for første kvartal 2010 var positivt påvirket af gevinst ved salg af skibe på 28 millioner dollar mod 0 millioner dollar i 2009, mens resultatet i 2009 var negativt påvirket af nedskrivninger, hensættelser og integrationsomkostninger med samlet 89 millioner dollar.
Maersk Drilling, Maersk FPSOs og Maersk LNG
Efterspørgslen på borerigge var stigende gennem første kvartal. Markedet for jack-up rigge var på trods af den stigende efterspørgsel fortsat negativt påvirket af tilgang af nye rigge, mens markedet for dybvands semi-submersibles var godt.
Tre af Gruppens borerigge har været uden beskæftigelse i første kvartal 2010. Maersk Drilling har indgået kontrakter eller modtaget letters-of-intent for alle tre rigge med start i henholdsvis andet og tredje kvartal og forventer derved beskæftigelse for hele flåden i størstedelen af 2010.
Maersk Drilling tog i april levering af en semi-submersible, for hvilken der fortsat forhandles beskæftigelse til flere sider.
Markedet for flydende produktionsenheder (FPSO) var i første kvartal i fortsat bedring med nye kontrakter i markedet, mens aktiviteten i LNG-markedet var lav.
Samtlige af Gruppens fire FPSO'er er på langtidskontrakter, hvoraf den første udløber i 2011. Yderligere en FPSO ventes leveret i andet halvår 2010, hvor det går på kontrakt med beskæftigelse på Peregrino feltet offshore Brasilien fra december 2010.
Maersk LNG tog levering af et LNG-skib i første kvartal 2010. Tre af Gruppens otte LNG-skibe er uden beskæftigelse for 2010. Det samlede segmentresultat for første kvartal 2010 var 6 millioner dollar mod 68 millioner dollar i samme periode 2009.
Resultatet for første kvartal var negativt påvirket af nedskrivninger på 75 millioner dollar vedrørende Gruppens LNG-skibe.
Maersk Supply Service
Markedet for ankerhåndterings- og forsyningsskibe stabiliserede sig i første kvartal med svagt stigende aktivitet og rater. Tilgang af nye skibe medførte dog et fortsat pres på raterne.
Maersk Supply Service har i 2010 god kontraktsdækning, om end en række skibe er beskæftiget i spotmarkedet. Maersk Supply Service tog i første kvartal levering af et ankerhåndteringsskib, mens yderligere tre skibe forventes leveret i 2010.
Segmentresultat for første kvartal 2010 var 60 millioner dollar mod 68 millioner dollar i samme periode 2009.
Svitzer
Svitzer var i første kvartal 2010 stadig negativt påvirket af lav aktivitet i havnebugsering, mens Svitzers øvrige aktiviteter oplevede svagt stigende efterspørgsel.
Norfolkline
Segmentresultat for Norfolkline var i første kvartal 2010 positivt med 19 millioner dollar mod et underskud på 9 millioner dollar i samme periode 2009. Resultatet i 2010 er positivt påvirket af tilbageførsel af nedskrivninger med 25 millioner dollar. Salg af Norfolk Holdings B.V. mod vederlag i likvider samt ca. 31 procent aktieandel i DFDS afventer planmæssigt godkendelse af konkurrencemyndigheder, hvilket fortsat ventes gennemført i andet kvartal 2010. DFDS bliver derved et associeret selskab til A.P. Møller - Mærsk.
Höegh Autoliners
Markedet for transport af biler og lastbiler var i første kvartal 2010 negativt påvirket af lav aktivitet om end stigende gennem perioden. 45 af den globale flådes 619 skibe var lagt op ved udgangen af første kvartal.
Kilde: A.P. Møller - Mærsk
