Maersk containerskib skal sejle på luftbobler
Et stort Maersk containerskib udstyres nu på forsøgsbasis med et luftboble-system fra den britiske virksomhed Silverstream. Systemet mindsker skibenes vandmodstand ved at lade dem sejle på et tæppe af luftbobler. Der er endnu ikke sat navn på skibet.
”Vi er meget glade for at A.P. Møller-Mærsk bakker op om vores markedsledende teknologi, som har bevist sin operationelle effektivitet med reducerede udledninger til følge”, siger Noah Silberschmidt, Silverstream grundlægger og CEO.
Forsøget med luftbobler sker som led i et samarbejde mellem Maersk, Silverstream og Wärtsilä.
Silverstream teknologien har ved uafhængige tests vist sig at kunne spare 5-10 pct. på brændstof og udledninger, ved at mindske friktionen mellem containerskib og vand.
Selskabet håber, at Silverstream teknologien med tiden bliver en standard feature på alle skibe.
I sidste måned offentliggjorde selskabet, at det har indgået sin hidtil største kontrakt – installering af Silverstream anlæg om bord på 30 nybygninger til det schweiziske containerrederi MSC.
Redaktionen