Maersk Broker ekspanderer
Maersk Broker har tilsyneladende sikret sig en række tørlastspecialister som led i selskabets bestræbelser på at ekspandere inden for sektoren. Der er tale om tidligere Lightship-mæglere, der slutter sig til Maersk Broker i København.
Samtidig bliver selskabets London-kontor udvidet med et antal tidligere ACM-ansatte, skriver TradeWinds. At tidligere Lightship-mæglere slutter sig til Maersk Broker virker ikke unaturligt, da der var planer om at fusionere de to selskabers tørlastaktiviteter i det nystiftede LMB Bulk Chartering. Fusionsplanerne blev dog skrinlagt igen på grund af uenighed om vilkårene.
Maersk Broker, der er ejet direkte af Mærsk-familien, har ikke lagt skjul på sine ambitioner inden for tørlastområdet og har blandt andet også købt sig ind i danske Wonsild Dry, der dog fortsatte som et selvstændigt selskab med Maersk Broker som strategisk partner.
Kilde: TradeWinds