Limfjordshavne sander til
Den ødelagte jernbanebro i Aalborg giver havne og lystsejlere i den vestlige Limfjord problemer. Siden coasteren Ramona den 28. marts påsejlede jernbanebroen over Limfjorden, har de skibe, der skal udføre sandgravning, ikke haft mulighed for at passere.
I Gjøl Havn er der en del fartøjer, der ikke kan komme ud eller ind. Rønbjerg Havn er også ved at få problemer. Andre havne i den vestlige del af Limfjorden kan også få problemer med tilsanding, hvis sandgraverne ikke snart får mulighed for at passere jernbanebroen.
Uddybningen af Gjøl Havn skulle efter planen have været afsluttet nu.Det var planen,, at opgaven med at uddybe ved Rønbjerg Havn skulle være startet torsdag den 12. april. Ud over Rønbjerg skal der bl.a. også laves sandgravning ved Livø, Attrup Havn og Haverslev Havn.
”Arbejdet ved Rønbjerg bliver forsinket, og der bliver også forsinkelser på de opgaver vi skal udføre ved en række af de øvrige havne ved Limfjorden”, siger Tom Underbjerg, der er indehaver af Rederiet Limfjorden, der har opgaven med uddybningsarbejdet.
Gjøl Havn plejer at have stor aktivitet i påsken, og det ærgrer havnefoged Flemming Sørensen, at der var både, der opgav at komme ind. Det har også en økonomisk konsekvens, idet havnen går glip af havnepenge. Han mærker dog også bekymring hos de lokale bådejere.
”De er urolige. Vi kan jo godt mærke, at det går den rigtige vej med vejr og vind. Det varer ikke længe, før folk vil ud at sejle. Det store problem er vanddybden. Nogle steder er den ved lavvande nede på mellem 90 centimeter og 1,4 meter, hvor der skulle være 3,5 meter”, siger Flemming Sørensen.
Materialet fra Gjøl Havn skal efter krav fra miljømyndighederne føres til en klapplads lige øst for broerne over Limfjorden, og da sejladsen forbi jernbanebroen er umulig indtil de ødelagte brodele er fjernet,Kan man ikke komme af med det sand.
Kilde: nordjyske.dk