Lauritzen Bulkers indgår rekord-kontrakt
Lauritzen Bulkers har indgået en ny aftale med det amerikanske selskab Green Circle Bio Energy om transport af træpiller fra USA til Storbritannien og resten af Europa, kontrakten rækker 8 år frem i tiden.
”Træpiller er en vigtig del af vores forretning som vi er meget glade for at udvide”, sagde Senior Vice President Claus Stahl, Lauritzen Bulkers, ved underskrivelsen af aftalen i sidste uge i København.
”Det er også en type fragt og fragtstørrelse der passer vældig godt til vores moderne flåde af Handysize bulkcarriers”, sagde Claus Stahl.
I 2012 indgik Lauritzen Bulkers sin første kontrakt med Green Circle, der strakte sig seks år frem. Siden da er forholdet mellem J. Lauritzen og Green Circle Bio Energy blevet endnu tættere og nu er der så indgået en yderligere kontrakt for de næste 8 år
”Green Circle er ikke kun en kunde – Green Circle er en partner”, sagde Stahl.
Aftalen omfatter transport af 600.000 tons træpiller.
Kilde: J. Lauritzen