Kollision ud for Fujairah undersøges
Myndighederne i de Forenede Arabiske Emirater er i gang med at undersøge, hvordan det kunne lade sig gøre, at LNG-tankeren Aseem - med en fart på 8 knob - sejlede lige ind i forskibet på den ankerliggende supertanker Shinyo Ocean ud for Fujairah.
Kollisionen skete mandag efter mørkets frembrud, hvor supertankeren Shinyo Ocean lå for anker i ballast ud Fujairah, mens LNG-tankeren Aseem - ligeledes i ballast - anløb Fujairah for at bunkre. Af endnu uopklarede årsager sejlede Aseem næsten vinkelret ind i supertankeren.
Kollisionen efterlod, som det fremgår af billedet herover, og videoen herunder, et stort gabende hul i supertankerens side.