Kollision lukker Kielerkanalen
To skibe kolliderede tidligt i morges og spærrer Kielerkanalen ved Brunsbüttel i begge retninger. Årsagen er endnu ukendt. Kollisionen skete mellem et gastankskib og et kystfragtskib. Kystfragtskibet Siderfly ligger i nærheden af landsbyen Kudensee. Skibet har en lækage og tager vand ind.
”Indsatsstyrker forsøger at forhindre fragtskibet Siderfly i at synke. Det har en slagside på 45 grader og bliver holdt på plads mod dæmningen af en bugserbåd. Vi forbereder yderligere foranstaltninger til stabilisering”, siger
en talskvinde for CCME i Cuxhaven.
Besætningen på det 100 meter lange skib, der sejler under St. Vincent og Grenadinernes flag er bragt i sikkerhed. Skibet havde to huller i stævnen på cirka 3 gange fem meter. Der er ingen tilskadekomne blandt de i alt 29 besætningsmedlemmer, der befandt sig på de to skibe.
Der er, ud over slæbebåden, også taget tre traktorer i brug for at sikre Siderfly. Desuden er der udlagt flydespærringer, der skal inddæmme lækkende dieselolie.
Det andet er involverede skib er det hollandske gastankskib, Coral Ivory, der er mindre alvorligt beskadiget. Det kunne lægge til kaj i havnen i Brunsbüttel. Sluserne i Kiel og Brunsbüttel er lukket på grund af bjærgningsarbejdet.
Siderfly var på vej via Brunsbüttel til Antwerpen, mens Coral Ivory havde Finland som destination.
Der er i øjeblikket ingen oplysninger om, hvornår kanalen genåbnes for trafik.
Kilde: NDR
