Johanne Dan vendt tilbage til Ribe
Efter et seks måneder langt ophold på Aarøsund Bådebyggeri og Bedding, er everten Johanne Dan nu tilbage på sin vante plads ved Skibbroen ud for restaurant Sælhunden i Ribe.
Foto: Handels- og Søfartsmuseet.
Everten har været igennem en større renovering, hvor en lang række planker og spanter er blevet udskiftet.
Tilbage i Ribe fortsætter arbejdet om bord. Bl.a. vil kalfatringen af dækket komme til at foregå i Ribe, ligesom arbejdet med rig, ror og sidesværd vil komme til at foregå delvist på kajen.
Gruppen omkring skibet har 2½ uge til at gøre skibet blitzblank, da prins Henrik vil komme på inspektion om bord torsdag d. 29. juli i forbindelse med regentparrets besøg i Ribe.
Den omfattende renovering af everten er finansieret af Lauritzen Fonden.
Kilde: Lauritzen Fonden
