Jan Fritz Hansen i clinch med Holger K
Pirateri er langt mere end et isoleret problem for rederierne, mener vicedirektør i Danmarks Rederiforenings, Jan Fritz Hansen. Det er ved at udvikle sig til et geopolitisk problem, som ligger langt ud over rederiernes interesser.
Jan Fritz Hansen reagerer skarpt på Holger K. Nielsens overvejelser i Jyllands-Posten mandag om, at trække det danske krigsskib Esbern Snare hjem, indtil man har lavet nogle internationale aftaler om håndtering af tilfangetagne pirater.
”Hvis den internationale flådestyrke ikke var der, kunne vi gange pirat-angrebene med fire eller fem. Styrkerne har ikke løst problemet, men de har holdt det nede på et vist niveau. Så der er ingen tvivl om, at det hjælper”, siger Jan Fritz Hansen.
Avisen bringer et længere interview med Jan Fritz Hansen, hvor vicedirektørens hovedpunkter er :
• at det vil være en falliterklæring fra det internationale samfund, hvis man barer ”sejler sydom” og overgiver en del af verdenshavene til kriminelle
• hvorfor det internationale samfund nu bliver nødt til at anlægge en langsigtet strategi
• hvorfor det er stærkt ønskeligt at få bevæbnede vagter ombord på skibene – og hvorfor dette ikke i sig selv vil eskalere situationen. –
”Den er allerede eskaleret, og vi bliver nødt til at beskytte os selv”, siger Jan Fritz Hansen til avisen.
Både S, V og DF er enige i behovet for en langsigtet strategi, og udenrigsminister Lene Espersen er parat til at drøfte idéen med Folketingets partier.
Kilde: Morgenavisen Jyllands-Posten