Irena Arctica støder ind i kajanlæg i Nuuk
Søndag skete der et mindre uheld, da Irena Arctica skulle lægge til kaj i Nuuk. Under havnemanøvre ramte skibet kajen, og både kajanlæg og skib pådrog sig mindre skader. Ingen personer kom til skade.
Uheldet betyder, at der skal udføres en midlertidig reparation på Irena Arctica inden afgang fra Nuuk, og godset ombord, som skal til Aalborg, vil blive forsinket cirka en uge. Skibet skal efterfølgende på værft i Danmark.
I stedet indsættes 'Naja Arctica' på Irena Arcticas næste planlagte tur i sejlplanen - rejse 0908, som også har anløb af Reykjavik. Med indsættelsen af Naja Arctica, vil uheldet ikke betyde yderligere godsforsinkelser på kommende rejser.
Årsagen til uheldet kendes endnu ikke, og undersøges i øjeblikket af Royal Arctic Line.
Kilde: Royal Arctic Line