Iran advarer USA imod at angribe
Det iranske præstestyre advarer nu USA om, at det kan sætte Mellemøsten i brand, hvis USA angriber Iran. USA har samlet en stor flådestyrke i området, og præsident Donald Trump kræver at iranerne bl.a. indgår en atomaftale, hvis de vil undgå et angreb.
Foto: US Central Command
"Den iranske nation vil slå hårdt tilbage mod enhver, der angriber og chikanerer den", sagde ayatollah Ali Khamenei, Irans religiøse leder, i en tale i weekenden, og tilføjede, at Iran ”ikke er initiativtagere og heller ønsker at angribe noget land”.
USA ønsker at begrænse Irans militære styrke, især at forhindre at landet udvikler atomvåben. Amerikanerne angreb sidste år iranske atomanlæg, angreb Donald Trump efterfølgende udåbte som en stor succes.
De seneste måneder har der været omfattende politisk uro i Iran. Hundrede tusinder af iranerne har været på gaden for at protestere mod landets ledelse. Revolutionsgarden har været sat ind mod demonstranterne, hvilket har kostet mellem 3.000 og 7.000 mennesker livet.
Præsident Trump erklærede sin støtte til de demonstrerende, men konkretiserede aldrig hvordan støtten ville komme til udtryk.
En krig mellem USA og Iran vil formentlig lukke for al sejlads gennem det stærkt trafikerede Hormuzstræde.
-mauh
