Handels- og søfartsmuseet får nyt navn
Det bliver nye tider, når Handels- og Søfartsmuseet i 2013 flytter fra Kronborg til Dok1 på det gamle Helsingør Værft. Men forandringsprocessen er allerede sat i gang, og museet skifter nu navn til M/S Museet for Søfart.
”Vi vil gerne køre navnet ind i forhold til alt det nye, så selv om vi ikke er flyttet endnu, har vi fundet det nye museums navn. På Kronborg vil skiltene stadig vise vej til Handels -og Søfartsmuseet”, siger museumsdirektør Jørgen Selmer til Helsingør Dagblad.
Museet for Søfart rummer en enestående samling af genstande, billeder og arkivalier, der belyser dansk søfart over hele verden fra 1400-tallet og frem til i dag.
Når den nye museumsbygning, der er på 7.600 kvadratmeter, står færdigt i 2013, vil den inklusive indretning have kostet omkring 300 millioner kroner. Pengene kommer fra en række fonde, hvoraf langt de fleste er maritime.
Kilde: Helsingør Dagblad