Gammel Grenaa-færge klar til ny indsats
Den tidligere Grenaa-færge Stena Nautica er på vej tilbage i drift. Efter tre måneder ved kaj i Frederikshavn forlod færgen den 10. august den nordjyske havn under sit nye navn, Eckerö Link.
Stena Nautica skal nu sejle på Østersøen under navnet Eckerö Link.. Foto: Stena Line
Tirsdag den 12. august gennemførte Eckerö Link et prøveanløb i Långnäs på Ålandsøerne, inden færgen senere samme aften fortsatte til Naantali i Finland.
Den 40 år gamle færge blev sat til salg af Stena Line, efter at rederiet den 30. april i år lukkede ruten mellem Halmstad og Grenaa. Dermed sluttede færgens mangeårige tilknytning til Kattegat.
Den 6. august blev færgen formelt overtaget af det ålandske Rederiaktiebolaget Eckerö, der har omdøbt den til Eckerö Link. Planen er at indsætte færgen på ruten mellem Långnäs og Naantali.
Med købet af den tidligere Stena Nautica udfaser Eckerö samtidig rederiets ældste og mindste færge, Fjärdvägen, der blev bygget i 1972, skriver Shippax.
Eckerö Link, der er bygget i 1986, ventes at blive sat i ordinær drift på den nye rute i løbet af efteråret.
-emte
