Front Altair tømmes for sin last
Det norsk ejede LR2-tankskib Front Altair, der torsdag blev ramt af flere eksplosioner og brød i brand mens det befandt sig i Omanbugten, er søndag morgen på vej mod havn i Emiraterne. Inden tankskibet når havn vil det blive tømt for sin naphtha last ved en ship-to-ship operation.
Natten til lørdag gav den iranske flåde slæbebåde tilladelse til at bugsere tankskibet ud af iransk farvand, og lørdag morgen fik skibets besætning lov til at forlade Iran, hvor de havde været tilbageholdt siden torsdag. De er nu ankommet til Dubai.
Håbet er, at besætningen kan kaste nyt lys over, hvad der skete om bord på tankskibet inden det brød i brand torsdag.
Redaktionen