EU’s største maritime industri målt pr. indb.
Den maritime industri er vigtigere for Danmark end de øvrige EU-lande. En ny opgørelse, der samler et gennemsnit af tal fra 2006-2010, som Europa-Kommissionen offentliggjorde sidste år, viser, at produktionsværdien pr. indbygger i Danmark er mere end seks gange så høj som for gennemsnittet i de europæiske maritime nationer.
”Vi har den viden, teknologi og tilstedeværelse som skal til. Dertil kommer, at maritime virksomheder er blandt de mest innovative erhverv i Danmark, og for den sags skyld i verden, inden for grøn teknologi og sikkerhedsudstyr”, siger Jenny N. Braat, adm. direktør for Danske Maritime.
Den maritime industri dækker over en lang række meget forskellige virksomheder, den er ganske stor og er et af Danmarks vigtigste eksporterhverv.
Danmark er det land i EU, som er mest afhængig af sin maritime industri. Produktionsværdien pr. indbygger i Danmark er mere end seks gange så høj, som den er for gennemsnittet i de europæiske maritime nationer.
”Vi ligger klart foran de næste lande i toppen, nemlig Finland og Holland. Norge er ikke regnet med, fordi landet ikke er med i EU. Tallene for Norge ville klart overgå alle andres, også de danske tal, idet Norge både har en større maritim industri og færre indbyggere”, forklarer direktøren.
”Da danske maritime virksomheder har verden som sit marked, og mere end 90 procent af de maritime udstyrsproducenters salg enten direkte eller indirekte er eksport. Derfor vil erhvervet kunne følge væksten, der hvor den sker”, siger Braat.
Hele Det Blå Danmark beskæftiger i alt 110.000 personer. Alene i den danske maritime industri er der beskæftiget 45.000 personer, som bidrager med ca. 2 procent af de samlede personskatter i landet. Den maritime industri står for omtrent 30 procent af bruttoværditilvæksten i Det Blå Danmark.
Kilde: Danske Maritime