Den tyske handelsflåde bliver mindre
Den tyske handelsflåde er for tredje år i træk skrumpet ind til nu kun 3.122 skibe. Tab af skibe betyder også tab af arbejdspladser, men de rigtige forholdsregler kan stoppe tilbagegangen, lyder det fra den tyske rederiforening, Verband Deutscher Reeder.
”Tilbagegangen for vores handelsflåde er en foruroligende udvikling. Halvdelen af de tyske rederier har mindre end fem skibe. Hos dem kan selv tabet af et enkelt skib have graverende følger for virksomhedernes fortsatte eksistens”, siger Alfred Hartmann, formand for Verband Deutscher Reeder (VDR).
I år har den tyske handelsflåde mistet 117 skibe, selv når man tager højde for nybygninger. Der er solgt 182 skibe, herunder 68 containerskibe, til udlandet.
”De i udlandet solgte skibe konkurrerer nu mod den tyske handelsflåde. Da de er erhvervet til dagens lave markedspriser, er de konkurrencedygtige. For hvert skib, der bliver solgt til udlandet er der koblet arbejdspladser og værdiskabelse i Tyskland”, tilføjer Alfred Hartmann.
Det er dog VDR’s opfattelse, at man kan stoppe udviklingen blandt andet ved at refundere bidraget til social forsikring, der betales for søfolkene, og ved at ændre de stive regler for skibes besætninger, der skal harmoniseres til europæisk standard.
Kilde: Verband Deutscher Reeder