CMA CGM ramt af et nyt cyberangreb
Mindre end et år efter at det franske containerrederi CMA CGM blev lagt ned af et stort cyberangreb, er rederiet blevet angrebet igen. Denne gang lykkedes det ikke at lamme rederiets IT-systemer, men centrale kundeinformationer er lækket.
CMA CGM skriver ifølge mediet Splash247 til sine kunder, at navne, e-mailadresser og telefonnumre på en del af rederiets kunder er blevet kopieret, men at det lykkedes rederiets IT-eksperter at stoppe yderligere lækage.
Rederiet advarer alle kunder imod at dele deres passwords med andre, og at undersøge ægtheden af henvendelser fra rederiet, især hvis de opfordres til at ændre deres password.
I slutningen af september sidste år blev CMA CGM ramt af et cyberangreb der lagde det meste af rederiets IT-systemer ned. Andre store rederier som Maersk, MSC og Cosco er blevet udsat for tilsvarende angreb.
Kilde: Splash247