Beluga genopstået som Hansa Heavy Lift
Det konkursramte tyske rederi Beluga Shipping er netop genopstået i en ny og mindre udgave under navnet Hansa Heavy Lift (HHL). Rederiet vil fra start råde over en flåde på 24 heavy-lift skibe,
”Vi vil holde fast i den flåde det næste år, og afvente om der kommer et opsving på markedet. Hvis det sker, vil vi overveje at ekspandere. Men indtil da, er vi godt tilfredse med vores 24 skibe”, siger Roger Liffe, der er chef for det nye rederi.
Liffe kommer fra investeringsfonden Oaktree Capital Management, der ejede knap halvdelen af det nu krakkede rederi Beluga Shipping. Og det var samme Oaktree der i sin tid anmeldte Beluga Shippings grundlægger og tidligere topchef Niels Stolberg til politiet, da det gik op for kapitalfonden, at der var fusket med regnskaberne i det tyske rederi.
De 24 skibe der indgår i det nye flåde, er ifølge HHL de nyeste og bedste skibe fra den gamle Beluga flåde.
Oaktree har som eneejer investeret 800 millioner euro i det nye rederi, Hansa Heavy Lift. Planen er, at rederiet skal vokse sig stærkt nok til at blive solgt med fortjeneste om fem til syv år.
Kilde: Tradewinds