Bekymringer omkring væbnede aktioner
Danmarks Rederiforening vil ikke tilråde, at man gennemfører spektakulære specialstyrkeaktioner for at befri gidsler, på grund af risikoen ved dem. Også Søfartens Ledere er bekymret.
”Lige nu er den bedste og sikreste model for vores besætninger i vores øjne, at vi løskøber dem. Det er ærgerligt, at vi skal give penge til nogle kriminelle, men det er peanuts i forhold til, hvad vores medlemmer ellers bruger på sikkerhed”, siger Jan Fritz Hansen, vicedirektør i Danmarks Rederiforening, til politiken.dk.
”Befrielsesaktioner indebærer en risiko, og den risiko har vi ikke tænkt os generelt at påføre vores søfolk”.
Kommentaren kommer efter, at amerikanske specialstyrker natten til tirsdag befriede to gidsler i Somalia, heraf en dansk statsborger. Op mod ni pirater meldes dræbt i forbindelse med befrielsesaktionen. Gidslerne er uskadte.
Direktør i Søfartens Ledere, Fritz Ganzhorn, deler Rederiforeningens bekymring.
”At lave en militær indsats er jo altid en afvejning af chancerne for at lykkes, og de overvejelser bliver ikke delt med os. Jeg ved ikke, om der er lignende overvejelser om søfolkene, men jeg kunne da forestille mig, at det altid ligger i overvejelserne”, siger Fritz Ganzhorn til politiken.dk.
”Der er meldinger om stigende brug af tortur over for gidslerne, og det tyder på, at piraterne er blevet mere pressede. Hvis man bliver ved med at presse piraterne, skal man i hvert fald også tage med i overvejelserne, hvad det betyder for gidslerne”, siger Ganzhorn.
Kilde: politiken.dk
