Avanceret skibsudstyr til Volstad Shipping
Rolls-Royce har indgået en kontrakt om at levere en pakke med avanceret skibsudstyr til et nyt offshore-fartøj til norske Volstad Shipping AS. Kontrakten har en værdi for Rolls-Royce på cirka 13,5 mio. pund og omfatter blandt andet levering af Rolls-Royce’s nye Unified Bridge og permanente magnet tunnel-thrustere (PM-TT).
”Volstad Shipping vil få et fartøj, der inddrager innovativ teknologi fra kontrolcentret på toppen med Unified Bridge, ned til den allernyeste thruster-teknologi under vandlinjen. Vort offshore-team har arbejdet tæt sammen med rederiet og designselskabet for at udvikle det avancerede udstyr og funktioner på dette fartøj”, siger John Knudsen, Rolls-Royce, president offshore.
Rolls-Royce vil blandt andet levere motorer, dynamisk positionering, navigation og flere andre ting.
Fartøjet er 125 meter langt og er designet med isklasse til drift i de arktiske farvande. Designet er et ST-259, som Skipsteknisk står bag, og fartøjet bliver bygget i Tyrkiet på Tersan Skibsværft. Det bliver efter planen leveret i andet halvår af 2015.
Kilde: Rolls-Royce
