Arbejdet på Revolution Wind genoptaget
Ørsted har genoptaget arbejdet i Revolution Wind havmølleparken ud for den amerikanske østkyst. Det sker efter at distriktsdomstolen for Washington DC mandag gav Ørsted medhold i en klage over den amerikanske regeringens påbud om at standse anlægsarbejdet.
Foto: Cadeler
Allerede søndag - inden kendelsen faldt - forlod Cadelers installationsskib Wind Scylla havnen i New London med kurs mod havvindmølleparken, der er 80 procent færdig. Det skriver Finans.
Kendelsen betyder dog ikke, at projektet dermed er reddet, blot at anlægsarbejdet kan fortsætte mens den underliggende retssag, hvor påbuddet om at standse anlægsarbejdet anfægtes, fortsætter.
Den amerikanske regerings ønske om at stoppe opførelsen af Revolution Wind havmølleparken udspringer af præsident Donald Trumps modvilje mod den grønne omstilling, som han betegner som verdens største fupnummer.
Den amerikanske indenrigsminister Doug Burgum er endnu mere opfindsom, og er citeret for at sige at: "folk med onde hensigter mod USA ville kunne iværksætte et sværmangreb med droner gennem en vindmøllepark".
Det forventes at den amerikanske regering vil anke distriktsdomstolens kendelse.
Revolution Wind havmølleparken er et 50/50 jointventure mellem Ørsted og Global Infrastructure Partners. Parken skal efter planen levere den første strøm inden udgangen af næste år.
-mauh