Aarhus Havn sætter krydstogtrekord
Med en stigning på næsten 100 procent på bare ét år, vil 2016 blive Aarhus Havns absolutte rekordår, når det gælder anløb af krydstogtskibe. I 2016 vil hele 23 krydstogtskibe lægge til kaj i Aarhus, og cirka 60.000 gæster vil få mulighed for at opleve Aarhus fra både vandsiden og landsiden.
”Det er min helt klare overbevisning, at nogle af de nye rederier, der er kommet til det seneste år, ønsker at prøve os af, før vi får status som europæisk kulturhovedstad i 2017”, siger Nicolai Krøyer, kundechef ved Aarhus Havn.
Den 11. marts rejser Nicolai Krøyer sammen med Peer H. Kristensen fra VisitAarhus til Miaimi, der en gang årligt er verdens centrum for krydstogtturisme. Sammen skal de forsøge at sælge Aarhus som kulturhovedstad i 2017 og på den baggrund trække endnu flere krydstogtturister til byen.
”Vi forventer os en del af besøget i år, fordi erfaringerne viser, at krydstogtrederierne har et godt øje til kulturbydestinationerne. Samtidig har vi den fordel i Aarhus, at vi kan modtage de helt store skibe, fordi vi har vanddybde nok til det”, siger Nicolai Krøyer.
De 60.000 gæster forventes at lægge cirka 36 millioner kroner i detailforretninger og restauranter, inden de forlader byen igen. Gæsterne kommer hovedsageligt fra Nordamerika samt hele Europa – fra nord til syd.
Kilde: Aarhus Havn