Voldsom nedskrivning sender APMT i rødt
APM Terminals kommer ud af 2017 med en omsætning på 4,14 mia. dollar, hvilket er på linje med 2016, men noterer et tab på 146 mio. dollar i modsætning til et overskud i 2016 på 438 mio. dollar, hvilket ikke mindst skyldes store nedskrivninger i et hårdt presset marked.
APM Terminals oplevede et forøget pres på raterne, hvilket betød lavere omsætning pr. container og nedskrivninger på 621 mio. dollar
i et udfordret marked.
Omsætningen blev negativt påvirket af tab af kontrakter i Nordamerika og lavere rater i nogle afrikanske enheder, hvilket dog blev delvist kompenseret af højere omsætning i Latinamerika og i Europa. Samlet set faldt omsætningen pr. container fra 198 dollar til 192 dollar.
APM Terminals samlede volumen steg fra 37,3 mio. TEU til 39,7 mio. TEU på grund af store volumener i det nordlige Asien, Latinamerika og på tværs af flere lokationer, drevet af stærk vækst fra Maersk Line.
Selskabet åbnede i 2017 tre nye terminaler og frasolgte to terminaler og stoppede driften i en amerikansk terminal. Justeret for disse ændringer steg volumenerne med 5,0 pct. i forhold til 2016, skriver selskabet.
Kilde: A.P. Møller-Mærsk