VB Enterprise er nordjysk gazellefirma
VB Enterprise er blevet kåret som den nordjyske gazellevinder i Børsens årlige opgørelse over de hurtigst voksende danske selskaber. Mors–virksomheden har fokuseret på havvindmøllers installationer og kabler samt test og tilslutning til el-nettet på land.
Gennem fire år har selskabet præsteret en vækst på tæt ved 447 procent. Det har nu en årsomsætning på omkring 100 millioner kroner. I regnskabsåret 2012/2013 fik gazellevinderen et bruttoresultat på godt 28 millioner kroner og et resultat før skat på næsten 18 millioner.
VB Enterprise har lige nu næsten 90 ansatte. Virksomhedens ejer, Villy Bruun, driver ved siden af en større almindelig elinstallationsforretning og et selskab indenfor automation.
VB Enterprise har det seneste år øget antallet af ansatte fra 62 til nu cirka 90. I 2008/2009 var der kun 12 medarbejdere.
Villy Bruun forventer yderligere ansættelser indenfor de næste par år, når nye store havmølleparker skal etableres.
Det er tredje år i træk, at Mors- virksomheden er blandt de udvalgte gazellevirksomheder.
Kilde: Børsen