V. Group stadig størst på ship management
I sidste uge kom det frem, at de to ship management-selskaber Univan og Anglo-Eastern fusionerer, og tilsammen har de en flåde på næsten 600 skibe. Verdens største ship management-selskab V. Group er dog overbevist om, at de også fremover vil være de største.
”Vi hilser enhver bevægelse, der fremmer regulering og transparens inden for ship management-industrien velkommen. Inden fusionen stod vi overfor to konkurrenter, hvorimod vi nu kun står over for en”, siger Clive Richardson, adm. direktør for V. Group.
”Vi tror, at vi fortsat vil have en klar konkurrencemæssig fordel i forhold til den fusionerede enhed”, tilføjer han og er overbevist om, at V. Group har den fornødne styrke til fortsat at være størst. V. Group er ejet af kapitalfonde og har derfor de finansielle ”muskler” til at kunne investere for millioner hvert eneste år.
”Vi tror ikke, at den fusionerede enhed kan matche vores igangværende investeringsprogram”, siger Clive Richardson.
V. Group omfatter en række brands, blandt andet V. Ships, der har kontor i København, V. Ships Offshore og V. Scope.
Kilde: Splash 24/7