USA satser stort på havmølleparker
Danske virksomheder gearer op på det amerikanske havmøllemarked, for USA har en ambition om, at hver tredje husstand i 2050 forsynes med el fra havmølleparker. Dong Energy har allerede to udviklingsprojekter i gang og ser et stort potentiale i markedet.
"Der er allerede en række danske virksomheder, som er begyndt at etablere sig i USA, og som ligger og venter på, at det amerikanske marked kommer”, siger Jan Hylleberg, direktør i brancheorganisationen Vindmølleindustrien.
Det store gennembrud for det amerikanske offshore-marked har ladet vente på sig i flere år, og det er først nu, at der ser ud til at ske noget.
”Det skal nok komme, og vi kigger på at etablere os på de havne i USA, hvor vi tror på, at projekterne bliver eksekveret ud fra. Vi tror på en ketchupeffekt, når først der er gået hul på markedet, og vi kan hente en omsætning på mellem 200 og 250 millioner kroner efter 2020”, siger Morten Basse Jensen, adm. direktør for NSG Wind, der er en del af NorSea Group, som tilbyder logistikløsninger til offshore-aktiviteter i Nordsøen.
Dong Energy har blandt andet indgået aftale med RES Americas Developments Inc. om at overtage rettighederne til et mere end 1.000 MW stort udviklingsprojekt ud for New Jerseys kyst.
Kilde: Dagbladet Børsen