Underskuddet vokser hos Hanjin Shipping
Underskuddet hos det hårdt pressede sydkoreanske rederi Hanjin Shipping blev i årets andet kvartal drastisk forværret til 200 milliarder KRW (195 millioner dollars) fra et underskud på 80 milliarder KRW i tilsvarende periode sidste år.
”Driftsresultatet for containerforretningen var 37,5 milliarder KRW og blev hjulpet på vej af reduktioner på tabsgivende ruter og selskabets bestræbelser på at skære i omkostningerne og spare på brændstoffet”, meddeler Hanjin i kvartalsrapporten.
Mindre godt gik det inden for tørlastområdet, hvor Hanjin måtte indkassere et tab på driften på 25 milliarder KRW, hvilket dog var en forbedring i forhold til samme periode sidste år, hvor rederiet fik et tab på 44,4 milliarder KRW inden for tørlast.
Hanjin forventer en stigende efterspørgsel på containertransport i de kommende måneder samtidig med, at rederiet forventer, at der kommer mere gang i tørlastmarkedet. Rederiets forventning er derfor, at man ender året med sorte tal om ikke på bundlinjen så dog i hvert fald på driftsresultatet.
Tidligere på året lukkede Hanjin to tabsgivende ruter mellem den amerikanske østkyst og Nordeuropa og mellem Asien og Sortehavet. Hanjin har også solgt tørlastskibe fra og sat en del havneanlæg til salg.
Kilde: TradeWinds