Tycho Brahe overhaler Ellen
El-færgen Ellens tid som den batteridrevne færge i Danmark der er udstyret med den største batterikapacitet, er snart ovre. Når Øresundsfærgen Tycho Brahe er tilbage fra et igangværende værftsophold i Landskrona, overtager den førstepladsen.
Under opholdet på Oresund Drydock får Tycho Brahe, der sejler mellem Helsingør og Helsingborg, udvidet sin batteripakke fra i dag 4.160 kWh, til 6.400 kWh. Dermed passerer den Ellen, hvis batteripakke er på 4200 kWh. Der skriver Søsiden, Fyns Amts Avis.
Modsat Ellen er Tycho Brahe dog udstyret med et dieselmaskineri der kan startes op i et nødstilfælde. Men i praksis vil den kun sejle på batterier, der oplades 10 minutter hver gang færgen er i havn.
På verdensplan er det det tyske krydstogtskib AIDAperl, der i øjeblikket ligger inde med rekorden når det gælder batteripakker. AIDAperl er udstyret med en batteri pakke på 10.000 kWh. – nok til at sikre det store krydstogtskib fremdrift i en time.
Redaktionen