Turistbranche laver regler for Arktisbesøg
Fem turistorganisationer har udviklet retningslinjer for turister som besøger byer og bygder højt mod nord. Udover generelle anbefalinger til besøgende af Arktis og Nordatlanten, lancerer organisationerne et værktøj som gør det muligt for små lokalsamfund at lave egne skræddersyede regler.
”Vi arbejder på at fremme bæredygtig turisme i Arktis. Vi ved at mange små nordlige lokalsamfund, i såvel Grønland som resten af Arktis, sætter stor pris på de økonomiske muligheder som øget turisme bringer med sig. Vi ønsker at skabe øget bevidsthed blandt turister og turistoperatører om hvad de kan gøre for at skabe positive synergieffekter i forbindelse med deres virke”, siger Frigg Jørgensen, CEO i Association of Arctic Expedition Cruise Operators, AECO.
Projektet er et samarbejde mellem AECO, Visit Greenland, Cruise Iceland, Visit Svalbard og NordNorsk reiseliv, som har bidraget med indspil fra både lokalsamfund og turismeaktører. Projektet er finansieret af NORA (Nordisk Atlantsamarbejde). Retningslinjer og skabelon til lokale retningslinjer er tilgængelig hos projektets partnere.
Kilde: AECO