Torm aktionær træder frem i lyset
Den italienske storbank UniCredit er nu trådt frem i lyset som tidligere kreditor og nuværende storaktionær i rederiet Torm. Oplysningerne er kommet frem i forbindelse med en indberetning til den amerikanske US Securities and Exchange Commission.
Det har hele tiden været kendt, at UniCredit havde penge i klemme i Torm, men ikke hvor mange penge det drejede sig om.
Nu står det klart, at den italienske bank ejer 3,4 procent af aktierne i Torm, en ejerandel der kun er en anelse mindre end den ejerandel Skibskreditfonden og Skandinaviska Enskilda Banken har.
HSH Nordbank, Danske Bank, Nordea, Deutsche Bank og DBS er i dag rederiets hovedaktionærer med en samlet ejerandel på mere end 70 procent.
Ud over hovedbankforbindelserne ejer også Svenska Handelsbanken, The Export Import Bank of China, BNP Paribas, Majuro Ship Finance samt The Hongkong and Shanghai Banking Corporation aktier i det danske tankskibsrederi.
Tonnageudbyderne First Ship Lease of Singapore, BW Euroholdings, Blue Lines Shipping, Mitsubishi Ore Transport, Kihada Shipping, Maguro Shipping, Marubeni Corp, Sumitomo Corporation og Triton Navigation ejer ligeledes alle aktier i Torm.
Kilde: Tradewinds