Svitzer udvider sine aktiviteter i Tyskland
Det Maersk-ejede slæbebådsselskab Svitzer har offentliggjort planer om at starte op i Emden, der er Tysklands tredjestørste Nordsø-havn, fra 1. januar 2021. Selskabet vil etablere sig med to slæbebåde i havnen, der har udviklet sig til at være vigtig for udskibning af biler og for vindindustrien.
Det bliver Svitzer Valand fra rederiets eksisterende europæiske flåde og den nyindkøbte Svitzer Vestri, der skal betjene kunderne i Emden.
“Dette træk om at tilbyde vores services i Emden kommer som endnu et skridt i realiseringen af Svitzer Europe´s strategi og vision om fortsat og målrettet vækst,” siger Lise Demant, der er direktør for Svitzer Europe i en pressemeddelelse.
Den nye service i Emden vil blive placeret under Svitzer´s skandinaviske og tyske cluster, der omfatter en bred vifte af havne i Sverige, Danmark og Tyskland, inkl. Bremerhaven, Göteborg, København og Malmø.
Kilde: Svitzer