Succes på tværs af Skagerrak
Nordjyske og norske virksomheder kan få et indblik mulighederne for samarbejde og hvordan man får succes på tværs af Skagerrak, når BusinessBroen Norge-Norddanmark, Marcod og Hub North inviterer til konference i Frederikshavn torsdag den 20. november.
Norge er i en rivende udvikling og potentialet for samarbejde over Skagerrak er stort for de nordjyske virksomheder. Det er vigtigt, at virksomhederne er gearede til at løse opgaven, hvis de ønsker succes på det norske marked. Derfor sætter konferencen ”Succes på tværs af Skagerrak” fokus på, hvilke forretningsmuligheder der er for danske virksomheder i Norge inden for offshore olie/gas, offshore energi, maritim industri samt bygge/anlæg og infrastruktur.
Konferencen tager udgangspunkt i, hvilke muligheder der er inden for de enkelte brancher samt de udfordringer, som danske virksomheder står over for i forbindelse med samarbejde over Skagerrak. Desuden giver både norske og danske virksomheder indblik i deres konkrete erfaringer – på både godt og ondt.
Konferencen har også fokus på networking og opbygning af relationer imellem virksomhederne. Målet er, at deltagerne kan møde og få kontakt til potentielle kunder og samarbejdspartnere.
Læs mere HER
Kilde: Erhvervshus Nord