Strategi mod pirater er begyndt at virke
Den optrappede militære tilstedeværelse i Aden Bugten har langt større effekt mod pirater, end truslen om et fængselsophold i Vesten. Det mener forsker Lars Struwe fra Dansk Institut for Militære Studier. Han hæfter sig ved, at der ikke har været kapringer på åbent hav i flere uger.
"Der har været angreb, men de er ikke lykkedes, fordi man har kunnet afværge dem. Den præventive effekt ligger ikke i, at piraterne bliver retsforfulgt i et vestligt land. De kommer fra et land, hvor der har været borgerkrig i 20 år, så det er svært at sige, hvor afskrækket de er over at skulle i fængsel i Danmark", siger Lars Bangert Struwe til Ritzau.
Ifølge forskeren er der to slags pirater. Der er de hårde nysere, der border skibe på åbent hav. De sejler til og fra skibene fra moderskibet. Og så er der de pirater, der overtager skibet, efter det er bordet, og sejler det til en somalisk havn, hvor de bevogter det. Det er bevogtningsstyrken, og de er dårligere uddannet og udrustet.
"Det har en klar præventiv effekt, at de farligste er blevet fanget og tilbageholdt på Absalon", siger han.
Kilde: jv.dk