Stor ophobning af gods i Sydafrika
Selv om der netop er indgået en ny overenskomst der betyder, at de 54.000 sydafrikanske havnearbejdere vender tilbage til arbejde senest mandag, vil det i værste fald tage flere måneder at få ekspederet de store mængder gods der har hobet sig op på havnene.
Den 17 dage lange strejke har ramt Sydafrika på et meget uheldigt tidspunkt, kun få uger før det højtprofilerede fodbold VM afvikles i landet.
Samme VM betyder, at ekstraordinært store mængder af importerede varer er strømmet til landet, og meget af det har hobet sig op i havnene. En talsmand for det statsejede havneselskab Transnet vurderer, at det bliver meget vanskeligt at få alle varerne ud før starten på den store sportsbegivenhed.
Aftalen mellem Transnet og havnearbejdernes fagforening betyder, at havnearbejderne kan se frem til lønstigninger på op til 15 procent.
Kilde: Tradewinds