Stigende udenlandsk interesse for DFDS
Ledelsen for DFDS tog i sidste uge til USA for at møde amerikanske investorer. DFDS har en stigende andel af udenlandske investorer, og møderne er med til at udbygge den udenlandske interesse for DFDS yderligere. Det fortæller IR Director Søren Brøndholt til Maritime Danmark.
”DFDS’s markedsværdi er steget meget i de senere år og ligger nu på omkring 20 milliarder kroner. Så nu er vi ved at være så store, at vi er interessante. Samtidig er amerikanske investorer i de senere år blevet mere interesserede i at investere i europæiske aktier”, fortæller Søren Brøndholt, der var i USA sammen med Niels Smedegaard og Torben Carlsen.
Søren Brøndholt fortæller, at DFDS-aktien tidligere har haft det problem, at der var for lidt likviditet i aktien, fordi den blev handlet så lidt. Men det har ændret sig markant i de senere år, da færgerederiet har øget indtjeningsniveauet, hvilket har fået både danske og udenlandske investorer til at købe flere aktier i DFDS.
”Vi besøgte Boston, New York og Chicago. Der er tale om investeringsfonde, som investerer penge fra pensionskasser m.v. En af deres opgaver er at finde gode investeringsmuligheder. Der kan DFDS være en mulighed inden for investeringer i europæiske samt transport- og infrastrukturaktier. Investeringsfondene har kunnet følge vores aktiekursudvikling i de senere år. Aktiekursen er steget, og markedsværdien er steget, så vi er nu oppe på et niveau, hvor det er interessant”, siger Søren Brøndholt.
Andelen af udenlandske investorer i DFDS har i det sidste års tid ligget på omkring 30 procent af alle investorer.
Redaktionen