Stena Weco Impulse leveret fra værftet
Kemikalie- og produkttankskibet Stena Weco Impulse, der er ejet i fællesskab af Stena Bulk og Weco Group, er nu leveret fra det kinesiske værft CSSC Offshore & Marine Engineering i Guangzhou. Stena Weco Impulse, der er et IMOIIMAX tankskib, er det sjette i en serie på 13 skibe.
”Vi er meget glade for denne tilføjelse til vores IMOIIMAX-flåde. Stena Weco Impulse er det første af to skibe, som vi vil eje sammen med Weco Group, og det vil yderligere styrke vores meget succesfulde samarbejde”, siger Erik Hånell, adm. direktør for Stena Bulk AB og adm. direktør for Stena Weco.
Stena Weco Impulse er nu på vej til flere indonesiske havne, hvor skibet skal laste vegetabilsk olie. Herefter vil skibet sejle til Barcelona og Rotterdam for at levere lasten her. Navneceremonien finder sted i København i juni måned.
Alle 13 IMOIIMAX tankskibe kommer til at sejle i Stena Wecos globale logistiksystem, som for øjeblikket beskæftiger omkring 60 skibe.
Stena Weco Impulse er udstyret med 18 tanke, der hver har en kapacitet på 3.000 kubikmeter og kan transportere både vegetabilsk olie og kemikalier såsom olieprodukter. Tankskibet svarer i størrelse til et 50.000 dwt MR-tankskib.
”Sammen med Stena Bulk har vi opbygget en flåde på mere end 60 skibe, der alle sejler i vores avancerede logistiksystem. Det faktum at vi nu fokuserer på fælles ejerskab er endnu et skridt hen imod mere vidtgående samarbejde”, siger Johan Wedell Wedellsborg, bestyrelsesformand for Weco Group.
De første fem IMOIIMAX tankskibe er blevet leveret i januar i år. Levering af de resterende otte skibe vil blive afsluttet ved udgangen af 2017. Der er desuden en option på yderligere to skibe.
Kilde: Stena Weco